Kære forældrerepræsentanter

Først og fremmest tak for jeres engagement i skolen og for at stille jeres tid, kompetencer og kræfter til rådighed som frivillige.

Med materialet her ønsker vi at gøre det lettere for jer at samarbejde med jeres forældreråd. På den måde vil vi støtte jer i jeres arbejde med at skabe gode forudsætninger for trygge klassefællesskaber og konstruktivt forældresamarbejde.

Som skolebestyrelse får I adgang til materiale og skabeloner, som I kan give videre til jeres forældreråd, så de kan styrke samarbejdet og fællesskaberne i klasserne – helt tæt på børnene. Alle skabelonerne kan tjene som inspiration, og de er nemme at tilpasse jeres skole og virkelighed.

Vi håber, I finder hjælp og værdi i værktøjerne. Husk, at I altid er velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål eller mangler et konkret redskab til jeres samarbejde med forældrerådene. Vi sætter altid pris på jeres input.

 

Værktøjskasse

Som forældreråd er der ting, man kan komme i tvivl om, og måske kan man få sat nogle rammer, der ikke lige lander i den øvrige forældregruppe. Jeres klassesamarbejde er vigtigt for både jer som forældre og jeres børn, og det kan være en stor hjælp, at I som forældreråd kan stå stærkt og arbejde ud fra gode fælles beslutninger på tværs i forældregruppen.

Nedenstående værktøj er tænkt som en hjælp til jer. Brug det, som I synes bedst. Tanken er, at I tager en fælles snak i hele forældregruppen (evt. i forlængelse af årets indledende forældremøde) med udgangspunkt i nedenstående dokument og noterer undervejs.

Tag gerne noterne med til første møde i forældrerådet, så I har det, når I skal i gang med jeres planlægning.

Dialogværktøj til indskoling

Dialogværktøj til mellemtrin

Dialogværktøj til udskoling

Efter en fællessnak med klassens forældre (evt. ud fra dialogværktøjet ovenfor)  og jeres første møde i forældrerådet, har I måske en række fællesaftaler og datoer, I gerne vil dele med den øvrige forældregruppe.
Brug gerne dette dokument som inspiration eller skabelon til et forældrebrev:

Skabelon til forældrebrev med aftaler og årskalender

Det kan være en god idé at have forældrerådets aktivitetskalender hængende i klassen og eventuelt snakke med læreren om hjælp til at følge med, spørge ind til børnenes deltagelse og på den måde støtte op og bygge bro mellem fællesskabet i skolen og i fritiden. Brug gerne et af nedenstående dokumenter som skabelon. (Og print gerne i A3)

Skabelon til årskalender til ophæng i klassen – version 1

Skabelon til årskalender til ophæng i klassen – version 2

Skabelon til årskalender til ophæng i klassen – version 3

Fædre-/Mødreaften
Alle mødre og fædre er ude at spise hver for sig. Formålet er at lære hinanden at kende på tværs af drenge/pige forældre.

Sommerpicnic
Madkurv. Evt. salg af hjemmebagt kage. Pengene går til klassekassen.

Grillaften
Grillaften for klassens børn og familier. Mad boldspil og masser af tid til snak.

Fastelavnsfest
Slå katten af tønden i skolegården, spis boller og drik saftevand. Kan evt. udvides til også at omfatte spisning.

Børnelopper
Et loppemarked for børnene, hvor legetøj kan finde et nyt hjem. Arranger boder, og lad børnene regne sammen m.v. Slut af med saftevand og kage, eller hvad der nu passer til jer og til årstiden.

Fisketur
Mødes ved en put’n’take og spis medbragt morgenmad. Fisk i nogle timer og nyd det stilfærdige selskab. Måske er det en idé at kåre dagens største fangst eller tilberede fiskene over bål. En medbragt pasta- eller kartoffelsalat kan altid bruges.

Juleskovtur og juledekorationer
Først en tur i skoven, hvor I samler materialer ind til juledekorationer. Herefter juledekorationshygge og juleklip. Et plastikjuletræ til klassen kan være en investering værd. Det kan findes frem fra år til år, og børnene kan lave pynt til træet i fællesskab. Imens serveres gløgg, æbleskiver og saftevand – naturligvis.

Halloween-arrangement
Børnene er klædt ud og lokalet pyntes. Hver familie medbringer en uhyggelig ret.

Cykeltur og evt. vask af børnenes cykler
Kan eventuelt lægges forbindelse med kampagnen ”Alle børn cykler” eller cyklistprøven.

Sportseftermiddag med ti-kamp
Med forældre og evt. søskende. Gummistøvlekast m.m. Sjove og opfindsomme aktiviteter som f.eks. gummistøvlekast eller papirflyverkonkurrence. Vigtigst er, at alle kan være med uanset atletisk niveau.