fbpx

Livet som 10CV-elev

Når I kommer fra folkeskolen til 10CV, vil I opleve, at nogen ting måske er anderledes, end I er vant til. I vil være tilknyttet en fast klasse, men ikke et fast klasselokale. Som på ungdomsuddannelserne vil I skulle rykke i lokaler efter hvilket fag, I skal have.

I vil blive betragtet som unge mennesker, der er klar til at tage ansvar for jeres egen læring. En del af jeres undervisning vil derfor også indeholde redskaber til, hvordan I lærer at forstå jeres egen rolle i forhold til at lære nyt. Det skal gavne jer nu, og det skal gavne jer på jeres videre vej i uddannelses- og arbejdslivet.

I vil jævnligt skulle forholde jer til jeres fremtid og jeres evner, både gennem undervisningen og brobygningen, så I får de bedste forudsætninger for at lande i den helt rigtige erhvervs- eller ungdomsuddannelse.

Skolemiljøet, fællesskabet og skoleårets opbygning vil hjælpe jer godt på vej til at blive klogere på det hele – og på jer selv. Se bare her:

Et godt læringsmiljø er vigtigt, så I kan trives og udvikle jer. På 10CV lander I i et fællesskab fuld af nysgerrighed og rummelighed sammen med en masse jævnaldrende. I vil få lærere, der møder jer med nærvær, anerkendelse og interesse, og de fokuserer på hver enkelt af jer med forståelse for, hvem I er, og hvordan I hver især udvikler jer bedst.

I får jeres daglige gang på Ungdomsskolen i et miljø, som I deler med elever fra andre skoler under samme tag. I har jeres egen fløj i to etager, imens I selvfølgelig har fri adgang til resten af huset med pejsestue, klubmiljø, café og gåafstand til midtbyen.

Der er lige så mange måder at undervise på, som der findes lærere. Og der er lige så mange måder at lære på, som der findes elever. Vi øver os hele tiden i at blive bedre til at ramme eleverne i vores undervisning på 10CV, fordi I kommer fra vidt forskellige folkeskoler og miljøer og med forskellige forudsætninger for læring med i bagagen.

I vores bestræbelser på at blive så gode undervisere som muligt, har vi søgt viden, fornyelse og inspiration igennem en række forskellige metoder. En af de populære og effektive metoder er flipped classroom.

Se indslaget om flipped classroom på 10CV fra TV/MidtVest her

På 10CV gør vi meget ud af at være sammen med hinanden, også uden for undervisningen. Derfor ligger der en række særlige dage spredt hen over året, som casinodag, juleklippedag og den legendariske høvdingebolddag. Og så er der selvfølgelig vores ture ud af huset: Museumsbesøg, sporture, oplevelsesture og vores fælles introtur og studieturen.

Introtur
Introturen ligger i begyndelsen af skoleåret. Vi tager afsted i to dage for at lære hinanden at kende og have det sjovt, men der er selvfølgelig også en række andre gode formål med denne tur. Blandt andet, at I
– får en oplevelse af at tilhøre et større fællesskab i klassen
– får tillid til lærerne og de andre elever på 10CV
– får kendskab til 10CV-kulturen og den ånd, vi bygger vores skole på

Studietur
Studieturens destination kan skifte fra år til år. Vi har tidligere været i både Amsterdam, Berlin, Bruxelles, Spindl og en tur i det sydengelske. Uanset destination er enhver studietur på 10CV bygget på, at I
– styrker jeres relationer
– får indsigt i jeres egne ressourcer
– styrker jeres selvværd og flytter jeres grænser
– får indsigt i et andet lands kultur

Studieturen varer fem dage og ligger altid i april.

Læs mere om årets studietur.

Vores brunch er gratis for eleverne, og det er et obligatorisk måltid. Den er god nok. I SKAL komme til brunch! Det giver sammenhold i klasserne og næring og energi til skoledagen. Men det er også et elsket ritual, der er med til at skabe ro omkring jer.

Hver formiddag samles alle elever omkring vores daglige brunch. I får serveret brød, pålæg, frugt og morgenmadsprodukter, men først og fremmest samles I om det fælles ritual, som brunchen er. En lille daglig begivenhed, hvor I venter på hinanden, gør rent efter hinanden, sætter jer og rejser jer på samme tid.

Fællesskabet er i centrum. Mobiltelefonerne lægges væk, og I koncentrerer jer om at spise sammen, tale, lytte og være til stede i hinandens selskab.

Maden står Viborg Ungdomsskoles café for. Det er Allan og hans team, der sørger for brunchen hver formiddag.

Til middag serveres dagens frokostretter. Udvalget består ofte af tre retter og en salatbuffet. Menuen skifter hver uge for at sikre en varieret kost og livretter for enhver smag. Ud over dagens retter er der altid et udvalg af snacks og økologiske drikkevarer. Hovedtemaerne i maden fra caféen er  sundhed, variation og økologi.

Det økologiske spisemærke

Caféen på Viborg Ungdomsskole har modtaget Det Økologiske Spisemærke i sølv. En statskontrolleret mærkningsordning der viser, hvor stor en del af de indkøbte spise- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske. Mærket kontrolleres og administreres  af Fødevarestyrelsen.

webbannere