(Fra 7. klasse)
Fra knokleri til kuffert er et koncept, hvor I sammen arbejder for at spare op til jeres rejse. På den måde prøver I kræfter med forskellige former for arbejde, og samtidig lærer I hinanden rigtig godt at kende, inden I skal ud at rejse sammen.
I får nogle minder, I er fælles om, allerede inden I går ombord på båden mod Göteborg – en tur, I virkelig har fortjent. I har nemlig selv tjent pengene.
Turen
Vi sejler fra Frederikshavn til Göteborg – en af Sveriges store byer. Her skal vi bo på hotel, og morgenmaden er inkluderet i hotelopholdet. (Husk derfor lommepenge til frokost og aftensmad.)
Vi skal selvfølgelig i Liseberg – Nordens største forlystelsespark. Vi skal shoppe, på sightseeing, køre med sporvogn, besøge Volvo-museet, opleve en af Sveriges store slikbutikker og meget mere. Noget af det er I selv med til at bestemme, andre overraskelser planlægger vi for jer.
Arbejdet
Inden vi når så langt, skal vi jo lige have sparet op.
Fra september 2025 til maj 2026 mødes vi cirka 14 gange. Det betyder noget, at alle møder op. Både for det sociale, men det er også grundlaget for, at økonomien kan hænge sammen. Hvis man udebliver mere end 3 gange, vil I blive opkrævet et ekstra beløb for turen. I er altså stadig med, men bliver nødt til at bidrage økonomisk.
De enkelte mødegange og arbejdsopgaver ligger ikke fast endnu, men I får selvfølgelig nærmere besked, og I kan holde øje med planen her på hjemmesiden. (Se under Praktisk Info nedenfor.)
Kære forældre
Vores erfaring siger, at I får nogle rigtig glade (og til tider trætte) unge mennesker hjem, der både har tjent lidt, lært lidt og opbygget nogle rigtig gode venskaber.
Det er til gengæld et koncept, hvor vi også har brug for jeres involvering og hjælp til blandt andet forældrekørsel, at støtte jeres unge mennesker i at møde op, arbejde sammen med dem et par gange, købe lidt kage, få vasket jeres bil … Det hele hjælper. Men mere om dette på infomødet i september.
Nicolai Stensdal Dalgaard
Tlf. 2193 6104
Mail: nsm@viborg.dk
Turen ligger i pinsen 2026
Vi rejser fra Ungdomsskolen den 22. maj og er hjemme igen den 26. maj.
Tilmeldingsvinduet står åbent fra mandag 1. september kl. 16.00
til fredag 5. september kl. 16.00.
Er der flere tilmeldte, end der er pladser, trækker vi lod og opretter en venteliste til dem, der ikke er så heldige at få tilbudt en plads i første omgang.
I, der får tilbudt en plads, indbetaler depositum på 1000 kroner.
Fra september 2025 til maj 2026 mødes vi cirka 14 gange. Det betyder noget, at alle møder op. Både for det sociale, men det er også grundlaget for, at økonomien kan hænge sammen. Hvis man udebliver mere end 3 gange, vil I blive opkrævet et ekstra beløb for turen.
Arbejdsplanen for hold 25/26 ligger ikke fast endnu, men planen for 24/25 kan give jer et godt indtryk af, hvad der er i vente.
Vi opdaterer siden med datoer og aftaler så snart, de ligger fast.
Arbejdsplan for 24/25
1. September-opstartsmøde med unge og forældre
2. Aristo Pack i Løgstrup
3. Aristo Pack i Løgstrup
4. Aristo Pack i Løgstrup
5. Aristo Pack i Løgstrup
6. Aristo Pack i Løgstrup
7. Bag & sælg
8. Rengøring/oprydning
9. Elevarrangement. Her skal I selv finde på, hvad I skal tjene penge på. Tombola? Loppemarked? Rengøring?
10. Dilling i Sunds (med forældre)
11. Dilling i Sunds (med forældre)
12. Bilvask på Nellikevej
13. Bilvask på Nellikevej
14. Maj-møde med unge og forældre inden afgang
“Jeg elskede seriøst alt ved den tur. Vi havde et godt sammenhold, allerede inden vi tog afsted, og det betød meget for det sociale på turen. Vi var ligesom et team på en måde.
Vi grinede ret meget af de mærkelige ting, vi havde oplevet, da vi var ude at arbejde. Det var ikke altid sjovt at skulle afsted, men det var det hele værd. Vi er blevet et hold af venner, som stadig ses. Jeg skriver med flere af dem hver dag.”
– Malikka, hold 24/25
“Vi meldte vores datter til den her tur for at give hende en forståelse af at arbejde for noget, hun gerne ville. At yde for at nyde.
Det kunne godt være surt undervejs – at stå tidligt op en februarmorgen for at skulle arbejde et eller andet sted – men hun fik så meget mere ud af det, end vi havde forestillet os. De fik et utroligt sammenhold, de unge mennesker. Og underviserne var simpelthen fantastiske. De var med dem hele vejen.”
– Maiken, mor til ung på hold 24/25