fbpx

Livet og hverdagen på HU

Velkommen til livet på HU. Vi har vores egne rolige lokaler i kælderen under 10CV-fløjen. De er indrettet, så de passer lige til os. Her er der plads til fordybelse, nærvær, samtale, fællesskab og alenetid. I er alle meget forskellige, og derfor har vi også indrettet os, så det er muligt at imødekomme de hensyn, der er brug for.

Her i kælderen har vi vores hverdag, men der bliver mange muligheder for at komme ud og opleve verden – både fagligt og kulturelt. Læs mere om dagligdagen, skema, om prøver og om ture ud af huset:

 

Skemaet lægger op til rolige skoledage med plads til faglig fordybelse.
Undervisningen er enkel og overskueligt opbygget med fokus på dansk, engelsk og matematik. (Bevægelse er indarbejdet som en del daglige undervisning.)

Kulturfaget om fredagen har fokus på dannelse. Vi beskæftiger os med relevante emner inden for samfundsfag, historie og det naturvidenskabelige.

Om onsdagen er der workshop på skemaet. Denne dag bruger vi ofte ude af huset. Det kan være i sammenhæng med kulturfaget fredag, eller det kan være selvstændige oplevelser. Måske er det koblet op på noget fagligt; en tur til Aqua eller kunstmuseet Aros, men også en tur til Vesterhavet eller en anden fælles oplevelse kan være på programmet. Det vigtigste er det uformelle samvær, vi har med hinanden, og det giver lidt ekstra energi at bryde skemaet op med en tur ud af huset midt på ugen.

Vi har to studieture i løbet af skoleåret. En i løbet af det første halvår og en igen i slutningen af foråret. Destinationerne varierer, men begge studieture inkluderer typisk to overnatninger et sted i Danmark. Vi har blandt andet været i København i december og på Fanø eller Samsø i foråret.

Studieturene giver jer god mulighed for at lære hinanden rigtig godt at kende. Et par dage ude i landet giver de bedste forhold til at opbygge et fællesskab og øve jer i det, I måske synes er svært. I får med andre ord mulighed for at opbygge selvværd og selvstændighed i trygge rammer – og så får I som regel nogle rigtig gode oplevelser undervejs.

Hen over efteråret er der mulighed for at komme i brobygning på ungdomsuddannelserne, hvis du har mod på det. Det kan hjælpe dig til at blive afklaret i forhold til fremtiden.

Samtidig har du hen over hele året mulighed for at komme i virksomhedspraktik, enten i et ugeforløb eller en fast ugedag over flere uger.

Over tid øver vi os og skaber tryghed omkring det, at gå til prøver. Det er en proces, der kræver tid, ro og opmærksomhed. Du kan i samarbejde med dine lærere og uddannelsesvejleder tilmelde dig de prøver, du er klar til.

Lige før jul holder vi terminsprøver i fagene dansk, matematik og engelsk.

På HU arbejder vi med jeres mindset – eller tankesæt. Det kan I faktisk bruge til at opnå bedre læringsstrategier og bedre trivsel.

Når elever især møder interesse fra omgivelserne i forhold til jeres karakterer, så bliver det almindeligt, at I sammenligner jer og agerer i dagligdagen ud fra et mål om at præstere så godt som muligt.

Måske oplever I reaktioner som:
– at I føler at kun topkarakterer dur
– at I har en konstant følelse af, at der er noget, der kan gøres bedre

Dette fokus kan give problemer i forhold til jeres indlæring og jeres trivsel. På HU arbejder vi med, hvordan vi kan lære at trives bedre – også i en præstationskultur.

Mindset/tankesæt
Vores selvopfattelse (for eksempel tanker om egne evner og intelligens) har afgørende betydning for, hvordan vi håndterer udfordringer og dermed for, hvordan vi klarer os i skolen.

Mennesker kan siges at have ét af to mindset: et overvejende ´fastlåst tankesæt eller et overvejende udviklende tankesæt.

Udviklende tankesæt
Folk med et udviklende tankesæt ser deres evner og intelligens som en fleksibel størrelse, der kan øges gennem træning. De tænker for eksempel “Jeg kan ikke – endnu” eller “Udfordringer udvikler mig”.

Fastlåst tankesæt
Personer, der har et fastlåst tankesæt, ser deres evner, intelligenser og talenter som en rimelig stabil egenskab. De tænker for eksempel “Jeg kan ikke” eller “Jeg er jo god, så jeg burde klare denne opgave godt – også uden indsats”.

Godt at vide om mindset
Vi har alle en blanding af et fastlåst og et udviklende mindset og det vil formentlig altid være sådan
– Mennesker med et overvejende udviklende mindset klarer sig bedre, trives bedre og er mere motiverede for at lære
– Vores mindset kan ændres, og vi kan selv gøre meget
– Miljøet og vores omgivelser spiller en stor rolle for, hvordan vores mindset udvikles.

Hvad kan mindset så hjælpe med?
– At opbygge en læringskultur, der giver plads til fejl og fokuserer på, hvad vi kan lære af de processer og præstationer, der ikke gik, som vi forventede.
– Forskning viser, at de personer, der tør at være i processen og lære af deres fejl har en større indre motivation i forhold til de opgaver, de kaster sig over.

På HU arbejder vi med træning af jeres mindset på følgende måder:
– Selvrefleksion. Brug jer selv. Stil spørgsmål, revurder, prøv noget af.
– Respons – og hvad kan I arbejde med til næste gang. Giv hinanden feedback.
– Hjælp hinanden. Lær af mennesker omkring jer. Vær nysgerrig på deres viden.
– Vær ikke bange for at begå en fejl. Se det som en mulighed for at lære nyt.
– Vanebrydning. Tænk over jeres vaner. Er nogle uhensigtsmæssige i forhold til jeres læring?

Vores brunch er et obligatorisk måltid, der giver næring og energi til skoledagen, men også et elsket ritual, der er med til at skabe den kultur af dannelse og fællesskab, der er kendetegnende for 10. klasserne.

Hver formiddag samles alle elever omkring vores daglige brunch. Vi samles om brød, pålæg, frugt og morgenmadsprodukter, men først og fremmest samles vi om det fælles ritual, som brunchen er. En lille kulturdannende begivenhed, hvor vi venter på hinanden, gør rent efter hinanden, sætter os – og rejser os på samme tid.

I denne lille daglige begivenhed er fællesskabet i centrum. Mobiltelefonerne lægges væk og I koncentrerer jer om at spise sammen, tale, lytte og være til stede i hinandens selskab.

Forplejningen står Viborg Ungdomsskoles café for. Det er Allan og hans team, der sørger for brunchen hver formiddag.

Til middag serveres dagens frokostretter. Udvalget består ofte af tre retter og en salatbuffet. Menuen skifter hver uge for at sikre en varieret kost og lidt for enhver smag. Ud over dagens retter, er der udvalg af snacks og økologiske drikkevarer. Hovedtemaerne i maden fra caféen er  sundhed, variation og økologi.

Det økologiske spisemærke

Caféen på Viborg Ungdomsskole har modtaget Det Økologiske Spisemærke i sølv. En statskontrolleret mærkningsordning der viser, hvor stor en del af de indkøbte spise- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske. Mærket kontrolleres og administreres  af Fødevarestyrelsen.

webbannere

Ved sygdom og fravær skal forældrene meddele det direkte til elevens kontaktlærer eller ved at ringe til HUs tlf. 3085 8940.

Sygdom og fravær kan have mange årsager. Derfor er det altid forældrene, der skal melde ind, så vi – i de tilfælde, hvor der er brug for det – kan få vendt eventuelle opmærksomhedspunkter.