fbpx

MERE END 100 FRITIDSTILBUD

Viborg Ungdomsskoles fritidsafdeling søsætter hvert år mere end 100 forskellige fritidstilbud til unge i Viborg Kommune. Du kan frit deltage fra den dag, du begynder i 7. klasse til og med den sæson, du fylder 18.


Vi har et bredt udvalg af fritidshold, ungdomsklubber, rejser og weekendture. Det er også Ungdomsskolen, du skal have fat i, hvis du skal have førstehjælp eller kørekort til knallert/traktor.

 

 

 

De fleste tilbud ligger klar til tilmelding i juni, men vi arrangerer også løbende aktiviteter, så det er en god idé at holde dig opdateret, hvis der skulle komme et tilbud om lige netop det, du ønsker dig.

Godt at vide

Showtime på Viborg Ungdomsskole – for alle unge fra 6. klasse og opefter

Kom med til en farverig aften fuld af oplevelser, overraskelser, smagsprøver og sanseindtryk. Viborg Ungdomsskoles fritidsafdeling åbner dørene på Reberbanen 13, så unge og forældre kan få indblik i kommunens gratis fritidstilbud.

Når man starter i 7. klasse, åbner der sig en verden af gratis fritidstilbud. Det skal nemlig ikke nødvendigvis koste noget for unge at pleje interesser, få oplevelser eller blive dygtigere i deres fritid. Derfor tilbyder Viborg Ungdomsskoles fritidsafdeling hvert år en bred pallette af tilbud og aktiviteter henvendt til unge.

Til Showtime bliver mange af disse tilbud præsenteret. Der står medarbejdere klar til at svare på spørgsmål, imens de unge præsenterer smagsprøver på, hvad de har lært på deres hold i løbet af vinteren.

De tilbud, der ikke er repræsenteret, kan I få information om. Nogle hold er måske slet ikke oprettet endnu; det er nemlig altid muligt at komme med ønsker og forslag og på den måde sætte sit eget præg på Ungdomsskolen i fremtiden.

Huset er åbent for alle elever fra og med 6. klassetrin – med forældre!

Der er naturligvis gratis entré.
Vi glæder os til at se jer!

OBS: I overensstemmelse med oplysningspligten gør vi opmærksom på, at der vil blive filmet og taget billeder under arrangementet. Læs den fulde redegørelse via linket her (pdf)

 

Det ligger i lovgivningen. Ungdomsskolen er så at sige kommunens bidrag til alle unges fritid, dannelse og beskæftigelse. Det betyder, at al undervisning er betalt af kommunen – og dermed gratis for brugerne, uanset hvor i kommunen de bor. Derfor er det også muligt at få refunderet sine transportudgifter, hvis man har langt til Ungdomsskolens tilbud.

Der er dog brugerbetaling på visse ting i Ungdomsskolen. Blandt andet rejser og weekendture. Disse udgifter går udelukkende til at dække ophold, mad, billetter, materialer eller andet. Undervisernes løn skal der aldrig betales for.

Ungdomsskolen som institution blev vedtaget ved lov i 1942. Formålet var, at de unge under 18 år skulle have mulighed for at holde sig beskæftiget i deres fritid. Både for at holde dem fra at lave ballade, men også for at gøre dem til “livsduelige” voksne mennesker med viden og kundskaber, de måske ikke kunne få i den etablerede folkeskole. Oprindeligt blev de unge dermed undervist i ungdomsskolefag som syning til gymnastik, tømrerarbejde og lokalhistorie.

Formålet med ungdomsskolen er stadig den samme. De unge skal beskæftiges og kvalificeres til det liv, der ligger foran dem. Men tilbuddene ændrer sig naturligvis i takt med de unges behov og interesser.

Den klassiske ungdomsskole blev til Fritidsafdelingen
Oprindeligt bestod Viborg Ungdomsskole blot af to afdelinger: Fritidshold og Klubber. Det ændrede sig dog op gennem 1970’erne og igen op gennem 1990’erne, hvor ændringer i Ungdomsskoleloven gjorde, at man nu kunne placere alverdens nye tiltag for ungdommen under ungdomsskolen. Den blev med andre ord en skole-platform for ungdommen. Man kunne for eksempel oprette udskolings-skoler og skoler for arbejdsløse eller udfordrede elever. Også knallert- og traktorkørekort, førstehjælp og andre fornødenheder for unge under 18 blev lagt ind under ungdomsskolen.

Disse ændringer i Ungdomsskoleloven gjaldt for alle ungdomsskoler i landet, men det var forskelligt, hvad der var behov for i de enkelte kommuner. Derfor er ungdomsskolernes opbygning og indhold også vidt forskelligt, alt efter hvilken kommune de tilhører.