fbpx

Kære forældre/pårørende

På HU ved vi, at eleverne gør det bedste, de kan ud fra de forudsætninger, de har. Vores opgave er at skabe en skoletid for dem baseret på tryghed, tillid og individuelle mål og hensyn, så de over tid genvinder glæden ved at lære.

Vi har vores egne rolige lokaler på Reberbanen 11. Her er der plads til fordybelse, nærvær, samtale, fællesskab og alenetid. Alle meget forskellige, og derfor har vi indrettet os, så det er muligt at imødekomme de hensyn, der er brug for.

Her har vi vores hverdag, men der bliver mange muligheder for at komme ud og opleve verden – både fagligt og kulturelt.

 

Godt at vide som pårørende til elever på HU

Over tid øver vi os og skaber tryghed omkring prøver. Det er en proces, der kræver tid, ro og opmærksomhed. Eleverne kan i samarbejde med deres lærere og uddannelsesvejleder tilmelde sig de prøver, de er klar til.

Hen over efteråret er der mulighed for at komme i brobygning på ungdomsuddannelserne, hvis eleven har mod på det.

Samtidig er der hen over hele året mulighed for at komme i virksomhedspraktik, enten i et ugeforløb eller en fast ugedag over flere uger.

Brunch
Hver formiddag henter vi vores daglige brunch. Vi samles om brød, pålæg, frugt og morgenmadsprodukter, men først og fremmest samles vi om det fælles ritual, som brunchen er. En lille begivenhed, hvor vi lytter til hinanden, venter på hinanden, gør rent efter hinanden, sætter os og rejser os på samme tid.

Caféen på Viborg Ungdomsskole
Man kan altid medbringe sin egen mad. Men det er også muligt at gå over i Ungdomsskolens café og købe sig et varmt måltid mad. (Kun betaling via MobilePay)

Udvalget består ofte af tre retter og en salatbuffet. Menuen skifter hver måned for at sikre en varieret kost og lidt for enhver smag. Ud over dagens retter er der snacks og økologiske drikkevarer. Hovedtemaerne i maden fra caféen er sundhed, variation og økologi.

I selve undervisningen på Ungdomsskolen er det jeres egen ulykkes-/indboforsikring, der gælder.

Vedrørende dækning ved tilskadekomst på rejser
Skulle en elev komme til skade ved en aktivitet, er de ikke længere dækket af det gule sundhedskort i forhold til behandling og hospitalsophold. I stedet medbringes det blå EU-sygesikringskort, der giver eleven de samme rettigheder til sundhedsydelser som borgerne i det land, de rejser i. Det blå EU-sygesikringskort kan bestilles på borger.dk

En eventuel syge-hjemtransport, sygeledsagelse og transport i forbindelse med tilkaldelse af forældre er dækket af skolens rejseforsikring.
Skolens forsikring er ikke en sygeforsikring. En sådan kan skolen ikke tegne. Her er det jeres egen forsikring, der gælder. Altså er der ingen erstatning for eventuelle mén i skolens forsikring. Her står I således ikke anderledes, end hvis I tager til udlandet uden for skoleregi.

Unge i faldende trivsel skal støttes så tidligt som muligt. Men hvordan?
Det kan være vanskeligt som pårørende at vide, hvad der skal til for at vende en negativ tendens. Derfor har Viborg Ungdomsskole tilknyttet en såkaldt fremskudt socialrådgiver. Her er det muligt for både forældre og unge at få råd og vejledning.

Forældre kan blandt andet blive vejledt i forhold til håndtering af forældrerollen, barnets trivsel, skolegang eller forandringer i familien. Unge kan blive vejledt i at håndtere konflikter i hjemmet eller på skolen, skoletræthed, ensomhed mv.

Den fremskudte socialrådgiver har bredt kendskab til kommunens tilbud og viden om lovgivning inden for Børn & Unge. Den viden kan også indgå som en del af vejledningen for unge og forældre.

Tilbuddet om rådgivning og vejledning omfatter 3-5 samtaler, og I er velkomne til selv tage kontakt (klik her for mail).

Indhold kommer snart.

 

Jesper Borg

 

Hanne Bech Feldt

 

Anne Sophie Værge

 

Mikkel L. S. Madsen

 

Lars Mink Karlsen

 

Vibeke Jespersen

 

Karen Eeg Smidt

På HU arbejder vi med elevernes mindset – eller tankesæt. Det kan bruges til at opnå bedre læringsstrategier og bedre trivsel.

Når man som ung møder interesse fra omgivelserne i forhold til sine karakterer, så bliver det almindeligt at sammenligne sig med andre og agere i dagligdagen ud fra et mål om at præstere så godt som muligt.

Måske oplever de:
– en følelse af, at kun topkarakterer er godt nok
– en konstant følelse af, at der er noget, de bør gøre bedre

Dette fokus kan give problemer i forhold til indlæring og trivsel. På HU arbejder vi med, hvordan vi kan lære at trives bedre – også i en præstationskultur.

Mindset/tankesæt
Vores tanker om vores egne evner og intelligens har afgørende betydning for, hvordan vi håndterer udfordringer og dermed også, hvordan vi klarer os i skolen.

Mennesker kan siges at have ét af to tankesæt: Et overvejende ´fastlåst eller et overvejende udviklende tankesæt.

Udviklende tankesæt
Folk med et udviklende tankesæt ser deres evner og intelligens som en fleksibel størrelse, der kan øges gennem træning. De tænker for eksempel “Jeg kan ikke – endnu” eller “Udfordringer udvikler mig”.

Fastlåst tankesæt
Personer, der har et fastlåst tankesæt, ser deres evner, intelligenser og talenter som en rimelig stabil egenskab. De tænker for eksempel “Jeg kan ikke” eller “Jeg er jo god, så jeg burde klare denne opgave godt – også uden indsats”.

Godt at vide om tankesæt
– Vi har alle en blanding af et fastlåst og et udviklende tankesæt, men mennesker med et overvejende udviklende tankesæt klarer sig bedre, trives bedre og er mere motiverede for at lære.
– Vores tankesæt kan ændres, hvis vi øver os og har fokus på det.
– Miljøet og vores omgivelser spiller en stor rolle for, hvordan vores tankesæt udvikles.

Hvad kan et udviklende tankesæt så hjælpe med?
– At opbygge en læringskultur, der giver plads til fejl og fokuserer på, hvad vi kan lære af de processer og præstationer, der ikke gik, som vi forventede.
– Forskning viser, at de personer, der tør at være i processen og lære af deres fejl, har større motivation for de opgaver, de kaster sig over.

På HU arbejder vi med træning af jeres tankesæt på følgende måder:
– Selvrefleksion. Stil spørgsmål, revurder, prøv noget af.
– Hvad kan jeg arbejde med til næste gang? Giv hinanden feedback.
– Hjælp hinanden. Lær af mennesker omkring jer. Vær nysgerrige på deres viden.
– Vær ikke bange for at begå en fejl. Se det som en mulighed for at lære nyt.
– Vanebrydning. Tænk over jeres vaner. Er nogle uhensigtsmæssige i forhold til jeres læring?

Vi holder tværfagligt møde kort efter opstart, to årlige skole-hjemsamtaler og desuden efter behov.

Vi ser samarbejdet mellem hjemmet og skolen som et afgørende element for trivsel og udvikling hos eleverne. Vi er fælles om det samme mål, og vi kan nå langt, når vi er åbne, tillidsfulde og gode til løbende at tale og arbejde sammen.

Derfor vil I som forældre også opleve en tættere kontakt til lærerne, end I måske har været vant til tidligere.

Skemaet lægger op til rolige skoledage med plads til faglig fordybelse.
Undervisningen er enkel og overskueligt opbygget med fokus på dansk, engelsk og matematik. (Bevægelse er indarbejdet som en del daglige undervisning.)

Kulturfaget om fredagen har vi fokus på dannelse. Vi beskæftiger os med relevante emner inden for samfundsfag, historie og det naturvidenskabelige.

Om onsdagen er der workshop på skemaet. Denne dag bruger vi ofte ude af huset. Det kan være i sammenhæng med kulturfaget fredag, eller det kan være selvstændige oplevelser. Måske er det koblet op på noget fagligt; en tur til Aqua eller kunstmuseet Aros, men også en tur til Vesterhavet eller en anden fælles oplevelse kan være på programmet. Det vigtigste er det uformelle samvær, vi har med hinanden, og det giver lidt ekstra energi at bryde skemaet op med en tur ud af huset midt på ugen.

Vi har to studieture i løbet af skoleåret. En i løbet af det første halvår og en igen i slutningen af foråret. Destinationerne varierer, men begge studieture inkluderer typisk to overnatninger et sted i Danmark. Vi har blandt andet været i København i december og på Fanø eller Samsø i foråret.

Studieturene giver eleverne god mulighed for at lære hinanden rigtig godt at kende. Et par dage ude i landet giver de bedste forhold til at opbygge et fællesskab og øve sig i det, man måske synes er svært.

Ved sygdom og fravær skal forældrene meddele det direkte til elevens kontaktlærer eller ved at ringe til HU’s tlf. 3085 8940

Sygdom og fravær kan have mange årsager. Derfor er det altid forældrene, der skal melde ind, så vi – i de tilfælde, hvor der er brug for det – kan få vendt eventuelle opmærksomhedspunkter.

Indhold kommer snart.