fbpx

Kære forældre/pårørende

På HU ved vi, at eleverne gør det bedste, de kan ud fra de forudsætninger, de har. Vores opgave er at skabe en skoletid for dem baseret på tryghed, tillid og individuelle mål og hensyn, så de over tid genvinder glæden ved at lære.

Vi har vores egne rolige lokaler på Reberbanen 11. Her er der plads til fordybelse, nærvær, samtale, fællesskab og alenetid. Alle meget forskellige, og derfor har vi indrettet os, så det er muligt at imødekomme de hensyn, der er brug for.

Her har vi vores hverdag, men der bliver mange muligheder for at komme ud og opleve verden – både fagligt og kulturelt.

 

Godt at vide som pårørende til elever på HU

Over tid øver vi os og skaber tryghed omkring både mundtlige og skriftlige prøver. Det er en proces, der kræver tid, ro og opmærksomhed. Eleverne kan i samarbejde med deres lærere og uddannelsesvejleder tilmelde sig de prøver, de er klar til.

Der er mulighed for at tage FP9 og FP10 i dansk, matematik og engelsk.

Hen over efteråret er der mulighed for at komme i brobygning på ungdomsuddannelserne, hvis eleven har mod på det.

Samtidig er der hen over hele året mulighed for at komme i virksomhedspraktik, enten i et ugeforløb eller en fast ugedag over flere uger.

Skemaet bygges op og justeres løbende i takt med elevernes udvikling, men det lægger altid op til rolige skoledage med plads til faglig fordybelse.
Undervisningen er enkel og overskueligt opbygget med fokus på dansk, engelsk, matematik og valgfag.

Der er mange uddannelsesinstitutioner samlet på Ungdomsskolen. Hvis eleverne ønsker at være en del af det større fællesskab på tværs af skoletilbud, er der rig mulighed for det på fællesarealerne, ligesom det også er muligt at trække sig i fred og ro til HU’s egne lokaler. Der er plads og rum til begge dele.

En del af undervisningen foregår også ude af huset. Fælles oplevelser og nye indtryk er vigtigt for fællesskabet og den enkelte elevs udvikling. Derfor tager vi jævnligt på ture i Ungdomsskolens busser og/eller personalets biler – afhængigt af, hvad vi skal, og hvad der passer bedst.

Brunch
Hver formiddag samles vi om brød, pålæg, frugt og morgenmadsprodukter, men først og fremmest samles vi om det fælles ritual, som brunchen er. En lille begivenhed, hvor vi lytter til hinanden, venter på hinanden, gør rent efter hinanden, sætter os og rejser os på samme tid.

Frokost
Man kan altid medbringe sin egen mad. Men det er også muligt at gå over i Ungdomsskolens café og købe sig et varmt måltid mad. (Kun betaling via MobilePay)

Udvalget består ofte af tre retter og en salatbuffet. Menuen skifter jævnligt for at sikre en varieret kost og lidt for enhver smag. Ud over dagens retter er der snacks og økologiske drikkevarer. Hovedtemaerne i maden fra caféen er sundhed, variation og økologi.

Når eleven er visiteret til HU, vil I blive inviteret til opstartsmøde med elevens kommende kontaktlærer og få mulighed for at se stedet.

Desuden vil vi anbefale, at de unge går ind på siden for elever her på hjemmesiden. Her kan de blive klogere på deres nye hverdag.

I kan finde os og vores kontaktoplysninger her på personalesiden.
Gå ind i feltet “Vælg afdeling” og find HU.

Vi ser samarbejdet mellem hjemmet og skolen som et afgørende element for trivsel og udvikling hos eleverne. Vi er fælles om det samme mål, og vi kan nå langt, når vi er åbne, tillidsfulde og gode til løbende at tale og arbejde sammen.

Derfor vil I som forældre også opleve en tættere kontakt til lærerne, end I måske har været vant til tidligere.

Vi har to studieture i løbet af skoleåret. En i løbet af det første halvår og en igen i slutningen af foråret. Destinationerne varierer, men begge studieture inkluderer typisk to overnatninger et sted i Danmark. Vi har blandt andet været i København i december og på Fanø eller Samsø i foråret.

Studieturene giver eleverne god mulighed for at lære hinanden rigtig godt at kende. Et par dage ude i landet giver de bedste forhold til at opbygge et fællesskab og øve sig i det, man måske synes er svært.

Ved sygdom og fravær skal forældrene meddele det direkte til elevens kontaktlærer.

Sygdom og fravær kan have mange årsager. Derfor er det altid forældrene, der skal melde ind, så vi – i de tilfælde, hvor der er brug for det – kan få vendt eventuelle opmærksomhedspunkter.

Eleverne vil få skolekort til enten bus eller tog, hvis de har mere end ni kilometer til skolen.

Har I spørgsmål eller brug for hjælp i den forbindelse, er I altid velkomne til at kontakte Ungdomsskolens kontor på tlf. 8787 1900.

Unge i faldende trivsel skal støttes så tidligt som muligt. Men hvordan?
Det kan være vanskeligt som pårørende at vide, hvad der skal til for at vende en negativ tendens. Derfor har Viborg Ungdomsskole tilknyttet en såkaldt fremskudt socialrådgiver. Her er det muligt for både forældre og unge at få råd og vejledning.

Forældre kan blandt andet blive vejledt i forhold til håndtering af forældrerollen, barnets trivsel, skolegang eller forandringer i familien. Unge kan blive vejledt i at håndtere konflikter i hjemmet eller på skolen, skoletræthed, ensomhed mv.

Den fremskudte socialrådgiver har bredt kendskab til kommunens tilbud og viden om lovgivning inden for Børn & Unge. Den viden kan også indgå som en del af vejledningen for unge og forældre.

Tilbuddet om rådgivning og vejledning omfatter 3-5 samtaler, og I er velkomne til selv tage kontakt. (klik her for mail)

I selve undervisningen på Ungdomsskolen er det jeres egen ulykkes-/indboforsikring, der gælder.

Vedrørende dækning ved tilskadekomst på rejser
Skulle en elev komme til skade ved en aktivitet, er de ikke længere dækket af det gule sundhedskort i forhold til behandling og hospitalsophold. I stedet medbringes det blå EU-sygesikringskort, der giver eleven de samme rettigheder til sundhedsydelser som borgerne i det land, de rejser i. Det blå EU-sygesikringskort kan bestilles på borger.dk

En eventuel syge-hjemtransport, sygeledsagelse og transport i forbindelse med tilkaldelse af forældre er dækket af skolens rejseforsikring.
Skolens forsikring er ikke en sygeforsikring. En sådan kan skolen ikke tegne. Her er det jeres egen forsikring, der gælder. Altså er der ingen erstatning for eventuelle mén i skolens forsikring. Her står I således ikke anderledes, end hvis I tager til udlandet uden for skoleregi.