fbpx

Hverdagen

Som elev på Unge på vej på Viborg Ungdomsskole indgår man i et alment ungemiljø med blandt andet fælles brunch og aktiviteter i skolens mangfoldige miljøer. På Ungdomsskolen tror vi på, at eleven gennem deltagelse i et trygt og godt fællesskab får de bedste forudsætninger for at udvide deres netværk og opleve en positiv personlig udvikling.

Unge på vej deler hus med en lang række andre skoleinstitutioner, og alle spiser sammen og deler faciliteter. Det er muligt at blive en del af et større fællesskab på skolen, ligesom man kan vælge at holde sig mest til det nære fællesskab i sin egen klasse. Vi lægger op til begge dele og lader det være op til den enkelte elev, hvor bredt fællesskabet skal række.

 

DET HØRER MED

På Unge på vej mener vi, at alle unge skal have mulighed for at være en del af et fællesskab. Derfor lægger vi stor vægt på klassefællesskabet. I begyndelsen af skoleåret tager vi på to dages introtur, hvor vi fokuserer på gode sociale oplevelser. Senere på året har vi studietur med både fagligt og socialt indhold.

Vores brunch er et obligatorisk måltid, der giver næring og energi til skoledagen, men også et elsket ritual, der er med til at skabe dannelse og fællesskab.

Hver formiddag samles alle elever omkring vores daglige brunch. Vi samles om brød, pålæg, frugt og morgenmadsprodukter, men først og fremmest samles vi om det fælles ritual, som brunchen er. En lille begivenhed, hvor vi lytter til hinanden, venter på hinanden, gør rent efter hinanden, sætter os og rejser os på samme tid.

I denne lille daglige begivenhed er fællesskabet i centrum. Mobiltelefonerne lægges væk, og vi koncentrerer os om at spise sammen, tale, lytte og være til stede i hinandens selskab.

Forplejningen står Viborg Ungdomsskoles café for. Det er Allan og hans team, der sørger for brunchen hver formiddag.

Til middag serveres dagens frokostretter. Udvalget består ofte af tre retter og en salatbuffet. Menuen skifter hver uge for at sikre en varieret kost og lidt for enhver smag. Ud over dagens retter er der snacks og økologiske drikkevarer. Hovedtemaerne i maden fra caféen er sundhed, variation og økologi.

Det økologiske spisemærke
Caféen på Viborg Ungdomsskole har modtaget Det Økologiske Spisemærke i sølv. En statskontrolleret mærkningsordning der viser, hvor stor en del af de indkøbte spise- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske. Mærket kontrolleres og administreres af Fødevarestyrelsen.

webbannere