Digitale fællesskaber er en stor del af børn og unges sociale liv. Det er oftest på en positiv måde, hvor sociale medier og online gamingplatforme understøtter børn og unges fællesskaber og skaber nye venskaber, der bidrager positivt til deres trivsel.
Vi kan dog ikke komme uden om, at også krænkelser kan finde sted på de digitale platforme og påvirke børn og unges trivsel negativt – både på individniveau, i et klassefællesskab, på tværs af skoler og i fritidslivet.
Derfor har SSP-samarbejdet udarbejdet en handlevejledning som et redskab til fagfolk i Viborg Kommune. Handlevejledningen skal ses som et værktøj, man kan lade sig inspirere sig af og støtte sig til i sager om digitale krænkelser. Den kan give jer de bedste præmisser for at stå stærkere i at håndtere digitale krænkelser og inddrage forældre, kollegaer, SSP-konsulenter, Frontteamet og politiet, hvis I vurderer det relevant.
Handlevejledningen skal bidrage til at lykkes med vores fælles kerneopgave i Viborg Kommune om, at alle børn og unge skal have lys i øjnene og mestre eget liv – også når digitale krænkelser rammer et barn eller et fællesskab.
Hent Viborg Kommunes Handlevejledning ved digitale krænkelser.
Find desuden de seks trin i handlevejledningen i en printvenlig version – lige til at hænge op.