Skip to the content

Hverdagen

Hverdagen

På Forskolen ligger skemaet nogenlunde fast. Det sikrer en stabil hverdag med indlagte udfordringer. Skemaeksemplet kan hentes her og herunder har vi uddybet, hvad punkterne på det faste ugeskema rummer, og hvad eleverne ellers vil blive præsenteret for i deres tid på Forskolen. 

Samfundsfaglig debat
Vi starter hver morgen klokken 8.00 med at tale og diskutere, ofte med udgangspunkt i aktuelle samfundsforhold.

Faglige fag
Vi underviser henholdsvis i dansk og matematik i mindre grupper, hvor undervisningen tager afsæt i elevens individuelle niveau, som vi finder ved hjælp af tests. 

Pauser
Vi har to pauser i løbet af skoledagen. Den første ligger fra 9.45 - 10.00. Middagspausen varierer igennem ugen. 

Værksteder
Vi har et køkkenværksted, hvor vi blandt andet skal lave mad til de andre elever på skolen. Vi har desuden et træværksted, hvor vi producerer ting, som sælges. I dette værksted laver vi desuden praktiske opgaver på skolen. Vi er desuden ansvarlige for, at skolens mountainbikes virker. Til dette fag skifter eleverne til arbejdstøj, som udleveres af skolen. 

Idræt
Vi har idræt tre gange om ugen, hvor alle skifter til idrætstøj- og sko. Det er muligt at låne, men eleven må også meget gerne selv medbringe. Det er også muligt at tage et bad bagefter. 

Emneuger
Vi holder 3-4 emneuger i løbet af skoleåret, hvor forskellige relevante personer kommer på skolen. Vi tager desuden på besøg på institutioner, uddannelsessteder og virksomheder. 

Praktik
Alle elever skal i praktik, hvor arbejdstiden vil svare til at være fuldtidsansat på arbejdsmarkedet, som er 37 timer om ugen.

Ture/rejser
På Forskolen tager vi på ture med overnatning, hvor alle elever skal deltage.

Fyraftensmøder
En gang om måneden vil der være fyraftensmøde, hvor mødetiden kan variere fra gang til gang. Der vil komme foredragsholdere, arrangerede idrætsturneringer og meget mere. Der er mødepligt til disse møder. 

Arbejde- eller uddannelsesparathed
På Forskolen vurderes eleverne i forhold til møde- og arbejdsstabilitet, modenhed i forhold til at komme på arbejdsmarkedet, valg af branche og at eleven kan passe en længerevarende erhvervspraktik. Alle er parametre, som er afgørende for at komme videre på ungdomsuddannelse eller i arbejde.

Og så er der det med maden

Vores brunch er et obligatorisk måltid, der giver næring og energi til skoledagen, men også et elsket ritual, der er med til at skabe dannelse og fællesskab på skolen.

Hver formiddag samles alle elever omkring vores daglige brunch. Vi får serveret brød, pålæg, frugt og morgenmadsprodukter, men først og fremmest samles vi om det fælles ritual, som brunchen er. En lille daglig begivenhed, hvor vi venter på hinanden, gør rent efter hinanden, sætter os - og rejser os på samme tid.

Fællesskabet er i centrum. Mobiltelefonerne lægges væk og eleverne koncentrerer sig om at spise sammen, tale, lytte og være til stede i hinandens selskab.

Forplejningen står Viborg Ungdomsskoles café for. Det er Allan og hans team, der sørger for brunchen hver formiddag. 

Til middag serveres dagens frokostretter. Udvalget består ofte af tre retter og en salatbuffet. Menuen skifter hver uge for at sikre en varieret kost og lidt for enhver smag. Ud over dagens retter, er der udvalg af snacks og økologiske drikkevarer. Hovedtemaerne i maden fra caféen er  sundhed, variation og økologi. 

Det økologiske spisemærke

Caféen på Viborg Ungdomsskole har modtaget Det Økologiske Spisemærke i sølv. En statskontrolleret mærkningsordning der viser, hvor stor en del af de indkøbte spise- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske. Mærket kontrolleres og administreres  af Fødevarestyrelsen.